HONEYS GUIDE: SÅDAN BRUGER DU HASHTAGS PÅ INSTAGRAM

honeystudio.dk-57.jpg

Artiklen er skrevet af: Frederikke Amalie J. Degn, Online Marketing Assistant, Honey Studio.

Hvis du har begået dig bare en lille smule på sociale medier, har du uden tvivl stødt på #hashtags.

Både som person, influencer eller virksomhed giver hashtags dig mulighed for at kategorisere dit indhold og få dit content ud til en relevant målgruppe, som specifikt søger efter dit hashtag. De er altså med til at skabe en forbindelse til brugere, som er interesserede i det, du poster, reklamerer for eller sælger fra din Instagram-profil.

Hashtags er overalt på de sociale medier - men ved du, hvordan du skal benytte dig af hashtags, og hvordan du får det bedste ud af dem? Vi har samlet vores bedste erfaringer og gode råd til, hvordan du benytter dig af dem, og hvordan du får de bedste resultater ud af dem.


HVORFOR ER HASHTAGS VIGTIGE I FORHOLD TIL DIN CONTENT STRATEGI?

Ved at benytte dig af hashtags som en del af din content strategi, har du mulighed for at få dit indhold ud til både din nuværende målgruppe, men også til en potentiel ny målgruppe. Kort sagt er hashtags med til at gøre dit content synligt for flere. 

Som virksomhed og influencer er det især relevant at bruge hashtags, da det fungerer lidt på samme måde som søgeordsannoncering. Du søger på et keyword for at finde noget bestemt - og på samme måde fungerer det på Instagram. Hvis du ikke benytter dig af hashtags, kan det altså være meget svært at nå ud til mange mennesker, og du vil sandsynligvis opleve lavere engagement i form af likes og kommentarer på dine posts. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at dine hashtags er relevante i forhold til det content, du lægger op på din profil. 

Mange virksomheder har lavet deres egne personlige hashtags, som er med til at identificere deres produkter og kampagner. Det giver brugeren mulighed for at kategorisere det indhold, der er relevant for dem, og samtidig tilføjer det en form for historie til din virksomhed, som brugeren måske ønsker at være en del af. Et godt eksempel på dette, er hashtagget #FieldsFoodie, som vi har startet for vores kunde Field’s i forbindelse med konceptet Foodie Friday. Her lægger vi hver fredag billeder op af noget mad fra centrets madsteder og tilføjer hashtagget. Når man trykker på hashtagget, får man altså et hurtigt overblik over de forskellige restauranter og hvilken slags mad, de tilbyder.

KAN MAN BRUGE FOR MANGE HASHTAGS?

Det simple svar er ja. Der er delte meninger om hvor mange hashtags, man skal anvende. Man kan bruge helt op til 30 hashtags, men gør du det for ofte, kan du risikere, at algoritmen ser dine opslag som spam.

Man skal bruge hashtags med måde - kvalitet frem for kvantitet. Det handler altså om, at udvælge relevante hashtags. Det kan være mere generelle keywords - men også mere nicheprægede. På den måde når du ud til flest muligt, som kunne være interesserede i dit content. Du skal dog være sparsom med brugen af meget populære hashtags, da der kan være flere millioner af billeder under netop dette. Dit content kan derfor nemt forsvinde i mængden. Jo mere unikke og opfindsomme dine hashtags er, jo bedre – groft sagt. Men husk samtidigt, at det kan blive så unikt, at ingen nogensinde vil finde det. Find en god balance.

Vores bedste råd er at lave opslag med et varierende antal hashtags - nogle med fem, andre med femogtyve. På denne måde vil du senere kunne analysere på, hvad der fungerer bedst på din profil. 

SÅDAN FINDER DU DE RIGTIGE HASHTAGS TIL DIN VIRKSOMHED

I stedet for at benytte den samme liste á 30 hashtags, hver gang du poster et billede, så start med at researche. Hvilke hashtags bruger dine konkurrenter? Hvilke hashtags følger dine følgere? Herefter kan du kategorisere og organisere forskellige grupper af hashtags i et ark, baseret på forskellige produkter eller typer af indhold. På den måde kan du nemt forberede en række hashtags til dine opslag, uden at det bliver for generisk. Vær også gerne specifik fra post til post, og beskriv, hvad der er på billedet med hashtags. Det er vigtigt, at dine hashtags har relevans til dit visuelle indhold, da det har en betydning for hvor højt, du bliver rangeret af Instagrams algoritme. Hvis du har en dansk målgruppe, vil vi også foreslå at bruge danske hashtags.

Ønsker du hjælp til at gro på de sociale medier? Se, hvad vi kan gøre for dig HER.


Honey StudioComment